‘Vil blive stående længe som umisteligt hovedværk i dansk film.’ Allan Berg Nielsen, Filmkommentaren (6 stjerner)
Hvad sker der, når man pludselig
mister sine naturgivne evner? Anne Wivel har fulgt maleren Per Kirkeby på nært
hold, efter at han faldt og slog hovedet. Han havde tidligere overvundet
følgerne af en hjerneblødning og to blodpropper, men faldet for to år siden
resulterede i en hjerneskade, der forhindrer ham i at arbejde. Han har ikke
bare mistet sin førlighed, men også evnen til at genkende farver og sågar sine
egne kunstværker. Anne Wivel følger Per Kirkeby, som kæmper for at vende
tilbage, men samtidig erkender sine manglende fremskridt. Alt – fra hverdagens
genoptræning til følelsesladede indsigter – lægges nøgternt frem.