Kimberley Motley har forladt sin mand og deres tre børn i USA for at arbejde som forsvarsadvokat i den afghanske hovedstad Kabul. Motley er den første og eneste udenlandske advokat med embede i landet – i første omgang for pengenes skyld, men da hun indser, hvor dårligt det afghanske retssystem fungerer, bliver menneskerettigheder omdrejningspunktet for Motleys idealistiske arbejde i 8 år. Nu har trusler og den skrøbelige situation i landet gjort det stadig vanskeligere for hende at fortsætte. Og hvad end hun vil det eller ej, er tiden kommet til at tage en beslutning, der i alle tilfælde vil ændre hendes liv.