De ikoniske pladecovers fra Blue Note Records er indbegrebet af jazzet coolness. Fra Miles Davis og Monk til Herbie Hancock og Wayne Shorter (der begge medvirker her), har et Blue Note-logo været jazzens absolutte blåstempel. Nu har pladeselskabet fået en film på sit eget tårnhøje niveau. Optaget i studiet under samtaler og sessions med både legenderne og de yngre musikere, der sætter standarden i dag – lyt selv efter på Kendrick Lamars ‘To Pimp a Butterfly’! Den musikalske frihed giver politisk genklang i den visionære musik, der bygger bro mellem jazz og nutidens sorte scene.