Da den unge dansker Salam bliver arresteret og anklaget for menneskesmugling efter flere måneders frivilligt nødarbejde for utallige flygtninge ud for Grækenlands kyster, starter en flere år lang proces. Løsladt på kaution, men tilbageholdt i Grækenland og med risiko for en livstidsdom, kaster Salam sig ind i en ny fase af sit aktivistiske arbejde – og denne gang er det for at redde sig selv. Efter 20 måneder er han udbrændt mentalt, fysisk og økonomisk. Da han endelig får lov at rejse, fortsætter han rundt i Europa for at tale med politikere og beslutningstagere, mens han venter på at hans sag begynder.