Et personligt og poetisk portræt af instruktøren Olivia Chamby-Rus’ eget kvarter, det multikulturelle og berygtede område ved Blågårds Plads i København. Gennem tre års optagelser er det lykkes hende at få unik adgang til børn og unge omkring pladsen og indfange livet, som det ser ud gennem deres øjne. Opvokset i Sverige med polske forældre og nu bosat i Danmark er Olivia optaget af, hvad det vil sige at vokse op med flere kulturer – som børnene ved Blågårds Plads gør det. Gennem temaer som kulturforskelle, død, krop og identitet dykker hun ned i barndommen som en tilstand, et sted og en periode.