‘Simon Lereng Wilmonts nye film om barndomslivet i Østukraine er sørgeligt aktuel.’ Nanna Frank, Politiken (5 hjerter)
I et stort faldefærdigt hus tæt på frontlinjen i den østlige krigsarrede del af Ukraine driver en gruppe ukrainske kvinder et børnehjem. Her kan børn, hvis hjem er blevet smadret af fattigdom, vold og alkohol, bo i sikkerhed i op til ni måneder, indtil der er blevet taget stilling til, om de skal hjem igen, i plejefamilie eller flyttes til et andet børnehjem. Men når et barn tjekker ud af børnehjemmet tjekker der altid et nyt ind, der savner sine forældre – som den grænsesøgende Kolia, der både ryger smøger i smug, stjæler og tegner tatoveringer på sine arme, men også passer sine mindre søskende og synker grædende sammen i sin berusede mors arme.