En skaldet kvinde træder ud på en scene, og den dybe buldren af buhen fylder det proppede stadion. I 1992 er Sinéad O’Connor en af de mest kontroversielle og hadede popstjerner i verden med en lang linje af aktivistiske provokationer bag sig. I ’Nothing Compares’ kommer vi under huden på den ikoniske, irske sangerinde med den stærke stemme og de endnu stærkere holdninger, som var så langt forud for sin tid, at resten af verden stadig er i gang med at indhente hende. Momentet har til gengæld aldrig været så modent til at genopdage Sinéad O’ Connor, som det er netop nu. For hvor 1980’erne ikke var klar til et feministisk powerhouse som O’Connor, så gør hendes kunstneriske og politiske kompromisløshed, og hendes frygtløse foragt for etablerede autoriteter, hende til en sand pioner i dag. Kathryn Fergusons eminente ‘Nothing Compares’ er mere end en musikfilm og mere end et portræt. Udelukkende fortalt i arkivbilleder, men med O’ Connor selv som fortæller – og hun er ikke blevet mildere med årene.