Her er en film, der virkelig kan få én op i det røde felt. I den brasilianske regnskov udkæmper der sig en kamp mellem de sidste af de oprindelige folk i Uru-eu-wau-wau-stammen, og de landmænd, som – med præsident Bolsonaro i ryggen – langsomt æder sig ind på deres ellers fredede territorie. Men den unge aktivist og leder Bitate har ikke tænkt sig at give op uden kamp. Sammen med sin mentor, Neidinha, mobiliserer han en hær af selvlærte journalister til at patruljere junglen og gribe landgrabberne i aktion. Med videokameraet som deres eneste våben mod motorsavene sætter Bitate og hans folk livet på spil for at standse rydningen af skoven, før det er for sent. ‘The Territory’ er en højdramatisk dokumentar, hvor kampen mellem ret og uret strækker sig over hele følelsesregisteret, men som fremfor alt er en rasende og fænomenalt medrivende fortælling om mod og modstand.