Animé-figurer i alle former og farver mødes i et digitalt fantasiunivers under det første lockdown, hvor de kører om kap, danser mavedans og deltager i kurser i tegnsprog. Den unge instruktør Joe Huntings debut sætter helt nye standarder for hvordan film kan se ud. ‘We Met in Virtual Reality’ er nemlig udelukkende optaget i et VR-chatforum, og kontrasten mellem kunstigheden i de kulørte science fiction-landskaber og ensomheden, som stemmerne bag de surreelle avatars faktisk føler, er rørende, slående og frigørende. For pludselig er vi også i en parallelverden, hvor man selv vælger sit køn og sin identitet. Hunting navigerer i det virtuelle univers ved at følge nogle par, der mødte hinanden under den isolation, som for mange mennesker har været traumatiserende. Optaget i et alternativt univers, men ‘klippet’ og fortalt som en film – her er et godt bud på, hvor filmkunsten og fremtiden er på vej hen.