Lea Glob har fulgt den dansk-franske kunstner Apolonia Sokol gennem hele 13 år. Resultatet er en helt usædvanligt nær og personlig film, som både er et portræt af en enestående kunstners tilværelse og af to kvinders spirende venskab og fortrolighed over en (meget) lang og formativ periode i deres liv. Den karismatiske Sokol er nærmest født til at være kunstner. Som barn af en fransk far og en polsk mor kom hun til verden på et teater i Paris og voksede op i byens vildtvoksende boheme-miljø, inden hun selv begyndte at male og uddanne sig som kunstner. Sokols venskab med den ukrainske kunstner og aktivist Oksana Shachko fra den feministiske gruppe Femen bliver et dramatisk og hjerteskærende vendepunkt. ‘Apolonia, Apolonia’ vandt hovedprisen på dokumentarfilmfestivalen IDFA.