En oplysningsmand rejser til de franske alper for at søge inspiration, men indser i stedet, at han hader naturen. En roadmovie fra det 18. århundrede. Frankrig, år 1769. Filosoffen Edmund Burke flygter fra sit hjem i London for at drage på en ekspedition gennem Alperne. Hans formål: at beskrive det sublime. Men de naturskønne omgivelser er slet ikke så nemme at indkapsle, for myrerne bidder og skoene gnaver. Der er noget urkomisk over filmens dekadente adelsmand, når han stavrer omkring i bjergene iført pudder og paryk, opsat på at hævne sig over det forræderiske landskab. Og samtidig gemmer instruktør Illum Jacobis majestætiske billeder på en subtil kritik af det moderne menneske og vores evindelige trang til at kontrollere verden omkring os.