I mine øjne er ‘De særlige’ en bedre film end ‘De urørlige’. Den sigter højere end blot et sympatisk venskabsportræt og har bedre blik for de problematikker, den belyser.‘ Bo Tao Michaëlis, Filmmagasinet Ekko (4 stjerner)
Duoen Olivier Nakache og Éric Toledano stod med ‘De urørlige’ fra 2011 bag fransk films største publikumssucces nogensinde. Nu er makkerparret klar med en socialt indigneret komedie med hjertet på rette sted. Vincent Cassel og Reda Kateb spiller to mænd, der har viet deres liv til at hjælpe udsatte, unge autister i Paris. Instruktørernes tæft for rappe replikker og højt humør fornægter sig heller ikke i denne ombæring, men det er ikke bare sjov, for de sociale realiteter skildres med så stor indlevelse og empati, at ikke et øje vil være tørt, når først vi når til slutteksterne.