‘Historien om journalisten, der afslørede Holodomor, den ukrainske terrorhungersnød, og inspirerede George Orwell til at skrive ’Kammerat Napoleon’, er et isnende filmdrama.’ Nanna Frank, Politiken (5 hjerter)
I 1933 er den unge walisiske journalist Gareth Jones på alles læber, da han som en af de få får et interview med Adolf Hitler. Til sin næste artikel ønsker han at drage til Sovjetunionen for at undersøge, hvordan kommuniststaten er i stand til at gennemføre en så hurtig modernisering af landet og ditto oprustning af hæren. Målet er at lande et interview med Stalin, men rejsen bringer ham ulovligt til Ukraine, hvor han på mareridtsagtig vis får svar på Sovjets fremgang. Som førstehåndsvidne oplever han, hvordan russiske soldater med vold lænser landet for dets værdier og efterlader sig millioner af sultende ukrainere. Samtidig er russerne på sporet af den chokerede journalist, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at den forfærdelige sandhed ikke bliver spredt. ‘Den sorte jord’ giver et skræmmende billede af et glemt folkemord og er en uhørt stærk og spændingsmættet dramathriller, der ikke efterlader nogen uberørt. Det, som Gareth afslørede, var så grusomt, at det inspirerede hans ven, forfatteren George Orwell, til at skrive ‘Kammerat Napoleon’. Filmen er en del af Filmportens program.