‘Mesteren takker af med sit mest storslåede værk nogensinde.’ Joakim Grundahl, Politiken (6 hjerter)
Kejseren af animationsfilmen er klar med sin seneste (og formodentlig sidste) film – kronen på værket efter en lang og fantastisk karriere i filmens tjeneste. ’Drengen og hejren’ byder på alt, hvad man kan forvente fra Hayao Miyazakis hånd: Animation fra allerøverste hylde (og som altid håndtegnet), et gribende og medrivende menneskeligt drama og masser af udflugter ind i en fortryllende eventyrverden, som kun Miyazaki kan kreere dem – med inspiration fra den japanske mytologi og med tråde tilbage til mesterværker som ’Chihiro og heksene’. I tilgift er ’Drengen og hejren’ den efterhånden 82 år gamle mesters mest personlige film til dato. NB: japansk tale med danske undertekster.