‘Oscar-mesterværk kan ændre dit liv – men kun hvis du gør dette i biografen.’ Kristian Lindberg, Berlingske (6 stjerner)
Instruktøren og skuespilleren Yasuke Kafuku plejer et på én gang platonisk og lidenskabeligt forhold til sin hustru gennem 20 år, manuskriptforfatteren Oto. De udklækker idéer, mens de har sex eller kører ture i deres bil, som er mere end bare et transportmiddel for parret. Men under den harmoniske overflade ulmer konflikterne, og en chokerende hændelse bliver springbrættet for Ryûsuke Hamaguchis kontemplative og lavmælt følsomme roadmovie – bygget over en historie af Haruki Murakami. Filmen har netop vundet Oscar-statuetten for ‘Bedste internationale film’. Hamaguchi var senest aktuel med ‘Japanske fortællinger’. Filmen er del af Filmporten.