‘Koger over med idéer, vidunderlige særprægede, begavede, fantastiske, underfundige indfald,.’ Per Juul Carlsen, DR Filmland (4 stjerner)
Kultinstruktøren Michel Gondry (‘Evigt solskin i et pletfrit sind’, ’The Science of Sleep’) er tilbage med en herligt skæv filmatisering af Boris Vians surrealistiske kærlighedshistorie ’Dagens Skum’. Det starter i Paris, cirka 1947. Den velhavende drømmer Colin (Romain Duris) forelsker sig stormfuldt i den yndige Chloé (Audrey Tautou). For en stund er livet lutter lagkage, men efter bryllupsrejsen opdager Chloé, at en åkande er begyndt at spire i hendes ene lunge. Så må Colin sørge for at omgive Chloé med friske blomster. Ellers vil planten – og kæresten – nemlig visne ud. Hold øje med Omar Sy fra ’De urørlige’, der spiller Colins muntre sidekick.