‘En nænsom og bittersød skildring af kærligheden og konflikterne i en arabisk storfamilie… fremragende.’ Bo Green Jensen, Weekendavisen
Det er sommer i Tanger. Efter faderens død genforenes familien for at sørge over deres tab. Moulay Hassan (Omar Sharif) har kun efterladt sig døtre, og den yngste af disse, Sofia, vender hjem efter en tid som skuespiller i New York, hvor hendes største rolle var som terrorist i en tv-serie. Mens Sofia forsøger at hævde sig blandt søstrene, giver den gamle patriark sig til kende fra sit sidste leje. Filmen både griber og fremprovokerer latter, mens der zoomes ind på de arabiske kvinders vanskeligheder med at finde fodfæste i en verden, hvor både de muslimske traditioner og den vestlige indflydelse gør sig gældende.