‘Modig, moden og filmisk velskabt fortælling.’ Kim Skotte, Politiken (5 hjerter)
Den frisindede John (Viggo Mortensen) bor i Los Angeles med sin partner Eric og deres adoptivdatter Monica. Da Johns far, den forstokkede landmand Willis, flytter ind hos familien, rippes der op i gamle sår, mens nye skabes. Willis’ hukommelse svinder, og i tankerne er han tilbage med sin første kone, Gwen. Den svundne kærlighed har stadig taget i ham. Imens far og søn konfronterer de omstændigheder, som har skabt splid mellem dem, klipper filmen mellem op- og nedturene i deres mangeårige forhold – uden at den debuterende instruktør (det er også Viggo!) hverken stryger hunden med hårene eller ryster på hånden.