En flugtbilist bliver anledningen til at tre verdener kolliderer i den seneste film af Catherine Corsini, der sidst var aktuel i danske biografer med ‘Lykken er lunefuld’ (‘Partir’). Det starter med en ung sælger, der kører ræs i firmabilen – og rammer en bygningsarbejder. Hans venner overtaler ham til at flygte fra åstedet, men er uvidende om, at en kvindelig medicinstuderende har overværet hændelsen fra sin balkon. Hun ringer efter en ambulance, men kan efterfølgende ikke komme sig over oplevelsen og ender med at opsøge både flugtbilisten og offerets enke. Med højst uventede – for ikke at sige uforudsigelige – konsekvenser.