Jean-Paul Rappeneau lukker skeletterne ud af skabet, da han lader den gamle globetrotter Jérôme (Mathieu Amalric), opsøge sit barndomshjem i Loire-dalen. Det er Jérômes skilsmisse-plagede mor (Nicole Garcia), der har lånt ham sin bil, så han kan køre ned og besigtige ejendommen, inden den bliver solgt. Transaktionen går dog ikke helt efter planen, og det lille samfunds borgmester (André Dussollier) lægger også hindringer i vejen. Da Jérôme møder den nyrige opkomling Grégoire (Gilles Lellouche), kommer klasseskellene også i spil, og helt pikant bliver det, da Grégoires kæreste, Louise (Marine Vacth), melder sin ankomst. Kvinden gør så stærkt indtryk på Jérôme, at han nær glemmer, at hun er resultatet af hans egen fars affære med en anden kvinde og derfor – rent teknisk set – er Jérômes halvsøster.