Krzysztof Kieslowskis trilogi om frihed, lighed og broderskab (symboliseret af de tre farver blå, hvid og rød i det franske flag) var en kolossal succes for snart 25 år siden. Trilogien får repremiere henover efteråret – og vi starter naturligvis ud med ‘Blå’ – for frihed. Juliette Binoche spiller hovedrollen som en ung kvinde, der mister sin mand og parrets femårige datter i en trafikulykke og som efterfølgende må forsøge at skabe sig et nyt liv frigjort fra fortiden. Filmen vandt et hav af priser, inklusive Guldløven i Venedig.