I ’Kvinde, ukendt’ bevæger de dobbelte guldpalmevindere Jean-Pierre og Luc Dardenne sig over i krimigenren uden at give køb på parrets velkendte filmhumanisme. Jenny (en blændende Adèle Haenel) er en ung, ambitiøs læge, som arbejder på en offentlig lægeklinik. En aften – efter at den sidste patient er sendt ud af døren – ringer det på døren, men hun afviser kvinden udenfor og beder hende komme tilbage den næste dag. Dagen derpå får hun i stedet besøg af politiet. En kvinde er fundet død i nærheden. Havde Jenny åbnet for hende aftenen før, ville hun antageligt være i live. Og så tager en medrivende krimihistorie ellers sin begyndelse – instrueret med ferme hænder af brødreparret, som italesætter spørgsmål om skyld, moral og ansvar uden brug af løftede pegefingre, men med masser af nerve og nærvær.