Den lavmælte kraft som gennemsyrede Xavier Beauvois' mesterstykke 'Om guder og mænd' kendetegner også 'Vogterne', som i besættende smukke billeder fortæller om de kvinder, som holder skansen, mens mændene drager i krig. Året er 1915. Frankrig og Tyskland strides på slagmarken. Franske byer og landsbyer tømmes for unge, arbejdsdygtige mænd. Ikke alle vender hjem igen – og de, som gør, er gerne i dårlig forfatning. Dette har selvfølgelig store konsekvenser for livet på landet, hvor kvinder, børn og gamle mænd må holde sammen på både privat- og arbejdsliv. Også de moralske koder ændrer sig. Filmens matriark (altid fantastiske Nathalie Baye) forsøger at holde på formerne, mens de yngre kvinder, inklusive hendes egen datter (Laura Smet), smager på den frihed og løssluppenhed, som mandefaldet også bereder vejen for.