Eric Barbiers episke drama med Charlotte Gainsbourg er baseret på Romain Garys hovedværk ‘Morgenrødens løfte’ fra 1960 – inspireret af forfatterens eget liv. For den jødiske dreng Roman er opvæksten i Vilnius under og efter 1. verdenskrig lidt af en prøvelse. Hans mor Nina (Gainsbourg) er tidligere skuespiller ved teatret, men er nu en af byens førende skræddere indenfor finere couture. Mor og søn knytter stærke bånd, der skal vise sig ubrydelige – også efter at de er rejst til Nice, hvor den voksne Roman (Pierre Niney) er blevet indrulleret som pilot under 2. verdenskrig.