Forfatteren til ’Den Lille Prins’, Antoine de Saint-Exupéry, levede et begivenhedsrigt liv. Filmen her starter i Argentina i 1930, hvor forfatteren var ansat som pilot for den franske luftposttjeneste – i selskab med den legendariske pilot Henri Guillaumet. Da deres rute trues af mere effektive transportmidler, afsøger Saint-Exupéry og hans bedste ven nye, farlige genveje i bjergene. Men under en skæbnesvanger rejse forsvinder Guillaumet i Andesbjergene. Assisteret af Guillaumets hustru, Noëlle, begiver Saint-Exupéry sig ud på en farefuld mission for at finde sin tabte ven. ’Saint Ex’ kombinerer eventyr med en visuel poesi og er ikke mindst en ode til fantasiens grænseløse kraft – med rørende præstationer fra Louis Garrel, Diane Kruger og Vincent Cassel i hovedrollerne.