Vises i samarbejde med CPH:DOX: Christine Angot er anerkendt som en af de vigtigste franske forfattere i vores egen tid. Hun er også en af de mest kontroversielle – og hendes debut som filmskaber ændrer ikke på den sag. Også her indtager Angot den ufrivillige hovedrolle i sin egen, smertefulde historie om at overleve seksuelle overgreb fra sin egen far. Faderen er død, men intet er glemt eller tilgivet. Og nu er det på tide at konfrontere dem, der ikke gjorde noget for at stoppe ham. I et grænseoverskridende greb opsøger hun fjerne familiemedlemmer med kameraet i hånden for at fremprovokere reaktioner og svar. En konfliktsøgende metode, der vender op og ned på alt, man måtte mene om dokumentarisk etik, men som heller ikke skåner Angot selv. Som i hendes bøger er ærligheden og sårbarheden så intens, at man fornemmer den på ens egen krop. En uforglemmelig film fra en kvinde med ordet i sin magt.