Cécile nærmer sig de 40 og er ved at tage hul på et nyt kapitel i sit liv. Kun få dage før hun skal åbne sin egen restaurant i Paris, modtager hun besked om, at hendes far er blevet syg. Hun er nødt til at rejse hjem til sin barndomsby, og langt fra trængslen og travlheden i Paris, støder hun ind i ungdomskæresten Raphaël, som stadig hænger ud med deres gamle, fælles venner. Langsomt flyder minder op til overfladen, og Céciles fasttømrede tro på, at det perfekte liv kun findes i Paris, udfordres stille og roligt. ’En skønne dag’ charmerede alle, da den åbnede sidste års Cannes-festival. Vi forventer, at det samme bliver tilfældet her.