Sødme, charme og chokolade: ‘Anonyme romantikere’ har det hele og lidt til. Instruktøren døjer selv med vanskeligheder med at udtrykke sine følelser (i virkeligheden, ikke på film!), og diagnosen er mere udbredt, end man skulle tro. Jean-René (Benoît Poelvoorde) ejer en lille chokoladefabrik. Angelique (Isabelle Carré) er en ung og talentfuld chokolademager. Det perfekte match skulle man tro, men så enkelt er det ikke. De er nemlig begge så generte, at de dårligt tør kigge hinanden i øjnene, og jo mere følelserne vokser, desto stærkere bliver angsten for intimitet. Hollywood har sat sig tungt på den romantiske komedie, men det er ikke mindst franskmændene, som puster nyt liv i genren – i det aktuelle tilfælde ved at tage fordomsfrit afsæt i noget så ufashionabelt som sociale fobier, lavt selvværd og det i udgangspunktet lidet glorværdige hverdagsliv.