Rebecca Zlotowskis gribende karakterstudie følger en ung piges vanskeligheder ved at finde det sunde ståsted ovenpå moderens død. Første gang vi møder Prudence Friedmann (Léa Seydoux, fremragende!) kropsvisiteres hun efter et butikstyveri. Undervejs i processen møder hun Maryline (Agathe Schlenker), der også er blevet indfanget af lovens lange arm. Maryline introducerer hende for et hemmeligt miljø af motorcyklister, som kører ræs uden for Paris. Lugten af benzin og brændt gummi er berusende nok i sig selv, men Prudence indlader sig selvfølgelig også med det modsatte køn. Og så har vi balladen – ude som hjemme.