Paris, 1960. Jean-Louis Joubert (Fabrice Luchini) lever en rolig, men også kedeligt og småborgerligt liv med sin kone (Sandrine Kiberlain), der nok sværger til selskabslivet, men ellers sætter en dyd i den perfekte orden indenfor hjemmets fire vægge. Arbejdet på kontoret passes til punkt og prikke, børnene går på kostskole og kommer kun hjem til højtiderne. Men en dag sættes den perfekte ramme over styr, da en flok spanske stuepiger flytter ind på tjenestepigernes sjette sal ovenover ægteparrets herskabslejlighed: Teresa, Carmen, Dolores, Concepción og hendes kønne unge niece María, der netop er ankommet fra Burgos. Jean-Louis er lykkeligt uvidende om, at han snart skal drages ind i stuepigernes verden, og at han står foran en fuldstændig omvæltning af sin trygge og hidtil uforanderlige dagligdag.