Det fantasifulde og det samfundskritiske spiller lydefrit sammen i Romain Goupils meget originalt tænkte livtag med indvandringsproblematikken – med (fantastisk spillende) børn i hovedrollerne, men henvendt til et voksent publikum. I dagens Frankrig holder de voksne taler og protesterer, men deportationerne fortsætter, og dem, der ikke har papirerne i orden, er mere end ængstelige. Milana går i femte klasse og er af tjetjensk herkomst. Da hendes ven Youssef og hans familie deporteres, er hun bange for, at hun er den næste på listen. Sammen med vennerne Alice, Claudio, Blaise og Ali udtænker hun en plan, som for alt i verden skal holdes hemmelig for de voksne. Så længe de ikke siger noget, vil de kunne holde sammen og aldrig blive fundet.