Franske Marie Losier har en faible for New Yorks undergrundskulturer, som hun har dokumenteret i flere kortfilm. Nu tager hun springet til fuld længde med et kærligt og gribende portræt af musikeren og kunstneren Genesis P-Orridge, der mest er kendt for de hedengangne industrial-grupper Throbbing Gristle og Psychic TV. Han kan imidlertid skrive mange andre kontroversielle projekter på CV’et. Eller han/hun, for da Genesis bliver kæreste med Lady Jaye, beslutter de sig for at blive én person ved hjælp af plastiske operationer, der skal få dem til at ligne hinanden så meget som muligt. Kreativiteten og trangen til sætte nye monstre og vidundere i verden er i det hele taget en fast del af parrets hverdag (poetisk indfanget af Marie Losiers evigt opmærksomme kamera), men når man beslutter sig for at leve romantisk, inviterer man tragedien indenfor…