‘Sexy, humorous and wonderfully specific.’ Peter Debruge, Variety
Hvad sker der, når et ungt par elsker og pludselig konfronteres med et levende resultat af akten? Tja, titlen på Rémi Bezancons både gribende og morsomme film er selvfølgelig en kende ironisk, men mon ikke fædre og mødre i alle aldre vil kunne kigge tilbage og genkende nogle af de trængsler, som Barbara (Louise Bourgoin) og Nicolas (Pio Marmaï) gennemlever. Uanset vinklen vender et nyfødt barn op og ned på ethvert parforhold. Sexlivet drosles ned, eksamensforberedelserne syltes og søvnen plejes alt for lidt. Hvor traurigt det end måtte lyde, så er alle barnefødslens voksne følgesygdomme naturligvis taknemmeligt stof i en dreven instruktørs hænder.