Juliette Binoche leverer en sand tour de force-præstation i Bruno Dumonts stærke, rørende og til tider helt skånselsløse portræt af en kunstners tragiske skæbne. Filmen følger den berømte franske skulptør en kort periode i hendes sene år – efter at hun er blevet indlagt på den sindssygeanstalt, hvor hun kom til at tilbringe de sidste 30 år af sit liv. Filmen tager afsæt i de virkelige hospitalspapirer og den brevudveksling, hun foretog med sin bror, poeten Paul Claudel, som hun med længsel venter besøg af i filmen. Modsat tidligere film om Camille Claudel er der skåret ned for melodramaet og op for naturalismen, og en stor del af filmens roller er besat af ‘skuespillere’, der også er indlagt i det virkelige liv. Kontrasten til filmens hovedperson er slående i mere end én forstand, og det er vel også en af filmens pointer, nemlig at Camille Claudel aldrig burde have endt sit liv, hvor hun gjorde.
FFM13 – Camille Claudel, 1915
