‘Utrolig indsigt i menneskelige relationer… et sprudlende cinematisk overskud.’ Kristian Lindberg, Berlingske (5 stjerner)
Cannes-hittet ’Mommy’ udspiller sig i Montreal og skildrer en familie af den mere dysfunktionelle variant. Den enlige mor Diane må hente sin voksne, ADHD-ramte søn Steve på et behandlingshjem, hvor han har sat ild til cafeteriet. Det bliver begyndelsen på en intens og stormfuld genforening, der udfordres, da en genert genbo fuldender trekanten. Xavier Dolan lodder psykologiske dybder, udfordrer skæbnen (og publikum), driver åndeløst intense præstationer ud af sine skuespillere og har i tilgift forsynet sin film med et fænomenalt soundtrack og en dristig billedside, hvor det høje format også har sin berettigelse. Hånden på hjertet: Du har aldrig oplevet noget lignende.