‘La Belle saison’ er et lystbårent kærlighedsdrama, som udspiller sig i Paris og i det franske sommerland i 1971. Delphine (Izia Higelin) vil løsrive sig fra samfundets konventioner og udleve sin seksualitet. Samtidigt elsker hun livet på familiens gård og det arbejde, som hører med. Under et ophold i Paris møder hun aktivisten Carole (Cécile De France), og de forelsker sig. Da hendes far får et slagtilfælde, er hun tvunget hjem til den fædrene gård. Carole beslutter sig for at tage med, men Delphine vil ikke stå ved parrets forhold over for familien – og så har vi balladen. Det sker heldigvis uden at filmen kammer over i melodrama, for Catherine Corsini kæler for nuancerne og især samspillet mellem Izia Higelin og Cécile De France slår gnister.