‘Alt gik godt’ er et nyt drama af den franske autuer François Ozon. Da André på 85 år får et hjertetilfælde, skynder Emmanuelle sig hen til sin sengeliggende far. Syg og delvist paralyseret beder André sin datter om at gøre en ende på hans liv. Men hvordan kan man imødekomme sådan et ønske, når der er tale om ens egen far? François Ozon – sidst aktuel med ’Sommeren ’85’ – har begået et stærkt og rørende drama efter en bog af Emmanuèle Bernheim (manuskriptforfatter på Ozons egen ’Swimming Pool’), der bygger på forfatterens egne oplevelser med en far, som satte sine døtre i et overordentlig svært, moralsk dilemma. Sophie Marceau spiller den ene datter, som især føler sig forpligtet til at hjælpe sin 85-årige far, der spilles eminent af André Dussollier.