En film til neurotikeren i os alle! Adrien er 35 og midt i en livskrise, som får hans neuroser og hypokondri til at arbejde på højtryk. Et par uger efter at hans kæreste, ud af det blå, har sat deres forhold på pause, tager han mod til sig og sender hende en sms. Svaret lader vente på sig, og under en familiemiddag, hvor han har svært ved at tænke på andet, smider hans skøre svoger bomben og beder ham holde tale for sig til sit forestående bryllup. Er der noget, Adrien ikke bryder sig om, så er det at hæve stemmen i forsamlinger. Mens han overvejer, hvad han dog skal sige, begynder minderne fra barndommen at trænge sig på – ikke kun forholdet til søsteren, men i særdeleshed hans egne fallitter på kærlighedens område.