Bogforlæggere er sjældent de mest sexede filmhelte, men så mød lige Max Perkins! Han var manden bag litterære legender som Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og Thomas Wolfe. I 1920’ernes jazzede New York gjorde hans røde pen store forfatteres værker tilgængelige for deres læsere. ‘Genius’ – baseret på A. Scott Bergs roman – følger Perkins (Colin Firth) i hans første møde med den kreative tornado Thomas Wolfe (Jude Law). Det bliver afsæt for et nært og turbulent samarbejde og venskab, der er så altopslugende, at det langsomt skubber Hemingway (Dominic West) og Fitzgerald (Guy Pearce) til side. Den afdæmpede Firth er en direkte modpol til Laws hyperaktive dynamo, men de får stærkt med- og modspil fra de lige så forskellige kvinder i deres liv, spillet af Laura Linney og Nicole Kidman.