‘En gudbenådet personinstruktør. Farhadi kan give psykologiske magtspil en Shakespeare’sk tyngde.’ Rasmus Brendstrup, Filmmagasinet Ekko (5 stjerner)
Asghar Farhadi hjemtog en Oscar for ‘Nader og Simin – en separation’ og gentog kunststykket med ‘Sælgeren’, der har hentet både titel og inspiration fra Arthur Millers berømmede teaterstykke ‘En sælgers død’. Filmen handler om et skuespillerpar, der tvinges til at flytte ud af deres lejlighed på grund af farligt byggearbejde i nabobygningen. Derfor rykker Emad og Rana ind i en lånt lejlighed i centrum af Teheran, men her indtræffer en hændelse, der trækker tråde tilbage til en tidligere lejer, og som får deres parforhold til at knirke i takt med det tragiske drama, de opfører på scenen.