Magnumfotografen Raymond Depardon er også en af fransk films store, klassiske dokumentarister. I sin nye film rejser Depardon land og rige rundt med en campingvogn indrettet som en stue, hvor han kan invitere folk indenfor to og to – og simpelthen lade dem tale med hinanden, mens kameraet ruller. En række samtaler, der kommer vidt omkring og giver et meget menneskeligt øjebliksbillede af franskmændene på et tidspunkt, hvor Marine le Pen buldrer frem, men hvor det ikke er alle, der buldrer med. Depardon besidder veteranens evne til at lade store fortællinger vokse ud af små øjeblikke og flygtige observationer.