Hvordan giver man migration en form, der for et øjeblik gør oplevelsen af at være på flugt forståelig? Filmen om 3-årige Lean og hendes families rejse gennem Europa er et godt bud. Næsten uden dialog og i en konstant bevægelse følger filmen deres rejse fra et flygtningecenter i Grækenland til Uppsala, hvor deres slægtninge venter dem. En nærværende og meningsfuld form, der bliver nærmest kropslig og som simpelthen lader os være en del af menneskestrømmen, imens små glimt af Leans familiehistorie efterhånden samler sig og giver vor tids store, humanitære tragedie et ansigt.