Livet er ikke let i det overvejende sorte South Central Los Angeles. I hvert fald ikke når man lige er blevet løsladt efter 24 år i fængsel og knap ved hvad internettet (og Starbucks) er, eller hvis man er ung mor i et nabolag kontrolleret af bander og det eneste man selv kan skrive på CV’et er pusher. Men alligevel er der håb i både kloge ord og menneskelig varme. Camilla Magids nærværende og opmærksomme film fra det udsatte område er rig på begge dele, og på den særlige form for menneskelighed, der kendetegner en virkelig god dokumentarfilm.