Thelma & Louise – Italian Style
I dette medrivende komediedrama af Paolo Virzi (‘Human Capital’) får to forrygende skuespillere supersaftige roller, og de giver den hele armen – Thelma & Louise-style. To kvinder fra hver deres ende af den sociale rangstige møder hinanden på en lukket, landligt beliggende institution. Beatrice (Tedeschi) påstår at være grevinde, har skabet fuldt af designertøj og George Clooneys nummer på speeddial, mens den tatoverede Donatella (Ramazzotti) holder sine kort tæt til kroppen og helst bare vil blive rask. De finder bestemt ikke hinanden med det samme, men ender alligevel på fælles flugt – hver med deres egen agenda og på kollisionskurs med fortiden. Det er der kommet en sjov, rørende og uforudsigelig historie ud af, som kun bliver mere interessant af at være oplevet gennem to kvinders optik.