‘En hustlers dagbog’ imponerede ved sin svenske premiere tidligere på året, hvor bl.a. Dagens Nyheter fremhævede filmens helt særlige blend af blodig alvor og skamløs humor og derudover udråbte den til den sjoveste svenske dramakomedie siden Josef Fares’ ‘Jalla! Jalla!’. Filmen følger andengenerationsindvandreren Metin, en ung småforbryder fra en af Stockholms forstæder. Her gælder de uskrevne regler, og de lokale, etniske ‘domstole’ får altid det sidste ord. Metin skriver dagbog om alt, hvad han ser og gør. Han drømmer om at blive skuespiller, men mister sin dagbog efter en uforglemmelig optræden til teaterskolens optagelsesprøve, og så opdages hans autentiske ‘stemme’ af det litterære miljø.