‘Erik Clausen har lavet en usentimental folkekomedie om døden og livet. En film med knaster og charme.’ Kim Skotte, Politiken
Det handler om at få mest muligt ud af livet, mens man lever det, for en skønne dag er det for sent. Erik Clausen spiller selv den aldrende kunstner Thorvald, der mener, at han er udødelig. Da hans hjerte en dag holder op med at slå, er han slet ikke parat til at forlade denne verden. En Engel (Bodil Jørgensen) giver ham en sidste chance for som usynlig at gå rundt blandt de efterladte. Thorvald indser hurtigt, at reaktionen blandt de efterladte ikke er helt, som han havde forventet. Og at hans død måske også giver nyt håb for hans vrede søn (Nicolas Bro), den unge kone (Marijana Jankovic) og hans bitre eks-kone (Britt Bendixen). Filmen åbner Biografklub Danmark.