'Sommeren 93' vandt debutprisen på Berlinalen tidligere på året og har siden begejstret på et hav af festivaler med sin afdæmpede og knivskarpe skildring af en 6-årige piges kamp med livet. Frida har mistet først sin far og nu sin mor og flyttes derfor fra Barcelona til en onkel og tante ude på landet. Deres empati er – næsten – grænseløs, men Frida har en afmægtig sorg og smerte i sin lille krop. Et uformuleret råb om hjælp og kontakt, som får destruktivt udtryk, og ikke alene slider på dem alle, men måske også truer parrets egen 3-årige datter. Carla Simon instruerer med ømhedens skalpel og skildrer gribende usentimentalt en sammenbragt familie, der forsøger at nå ind til kernen. Resultatet er en intim, eftertænksom og ultimativt varm film, der ikke vil efterlade nogle forældre uberørt.