Hupert Charuels debut ligner en veterans værk: En sikkert håndteret film befolket af overbevisende karakterer og fortalt, så man må tro, at det hele er en sand historie. En ung bonde opdager, at en af hans køer er smittet med en dødelig virus. Hvis myndighederne får nys om sygdommen, må hele hans besætning lade livet. Pierre beslutter derfor at slagte koen og begrave den i ly af mørket, men hans søster, som er dyrlæge, aner hurtigt uråd. Hun undlader dog at indberette broren, men det hjælper ikke meget, for myndighederne kan ikke forstå den manglende ko – og den unge bondemands voldsomt nysgerrige mors tilstedeværelse kræver yderligere manøvrer. Det hele starter i det naturalistiske leje, men efterhånden som spændingen øges, spiller thriller-elementerne mere og mere ind.