Åh ja voksenlivet. To midaldrende par mødes til drinks og middag på en fin restaurant med stofservietter og Michelinstjerne. Det er vældig civiliseret, men som retterne bæres til bordet, ryger der finker af fadet. Stadigt mere rabiate hemmeligheder afsløres, og en grum og egoistisk virkelighed blottes bag de pudrede facader. Så værsgo: sæt tænderne i 'The Dinner', en lækkerbidsk satire om flosset moral – og en mørk thriller om mord, mad og curlingforældre. Formet som et løg, der skrælles i stadigt længere, afslørende flashbacks. Elegant anrettet i lækre billeder. Og serveret med bravour af Richard Gere, Laura Linney, Steve Coogan og Rebecca Hall, der spyr om sig med velformulerede giftigheder, indtil de alle fire ligger tilbage som afpillede, nøgne rejer. Velbekomme.