Fortid blandes med nutid, drømme med virkelighed, stumfilm med talefilm og sort-hvid med farve i Todd Haynes' fortryllende nye film. Den udspiller sig i to parallelle spor, det ene i 1977, hvor 12-årige Ben drager alene til New York for at finde den far, som hans afdøde mor aldrig ville fortælle ham om. Og den anden i 1927, hvor den døve 12-årige pige Rose stikker af fra sin strenge far for at opsøge sin mor – ligeledes i New York. Historierne flettes sammen på underfundig og bevægende vis omkring Det Naturhistoriske Museums raritetskabinet. Selvom det er første gang, Haynes tackler en film, som reelt er for hele familien, er hans udsøgt stilfulde filmatisering af Brian Selznicks bog en fryd for både gamle og nye fans.